En af hans store fortrin var at han havde mod og vilje til at udøve magt, hvilket er en meget vigtig egenskab for en stor leder. Nogle sagaer kalder ham Knud den Mægtige.
Knud den Store var konge af Danmark, men også konge af England og Norge. Disse tre lande udgjorde et stort rige, der ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Hans position blandt de andre regenter på hans tid var nærmest kejserlig. Han var uden tvivl en af de største danske vikingekonger nogensinde. 
Som prins af Danmark, vandt Knud den engelske trone i oktober 1016 og blev kronet i januar 1017. Året efter - 1018 - blev han ligeledes konge af Danmark. Han beskrives ofte som en vis og succesfuld konge – muligvis den mest berømte danske vikingekonge i Europa.
Som søn af Danmarks konge Svend Tveskæg hjalp Knud sin far med at erobre England i 1013. Svend regerede dog kun i 5 uger inden hans død og den ellers afsatte angelsaksiske kong, Ethelred den Rådvilde, tog magten igen. Ethelred blev efterfulgt af hans søn, Edmund Jernside. Senere samme år besejrede Knud Edmund i Slaget ved Ashingdon og Edmund måtte lave en aftale med Knud om at de delte magten i England. Bare få uger senere regerede Knud dog over hele England, da Edmund døde. Hans regering bragte stabilitet efter flere år med uroligheder og krige. Danmark, Norge og en del af Sverige blev siden også en del af Knuds rige, så han til sidst kunne kalde sig konge af Nordsøimperiet.
