Nogle af de mest kendte nødmønter blev udstedt i Tyskland under og efter 1. Verdenskrig. Grådighed, hamstring, møntens devaluering og krigsindustriens behov for metal til skibe, geværer o.l. resulterede i mangel på metal og dermed også mangel på mønter. Resultatet var, at kommunerne lokalt begyndte at udstede penge trykt på papir eller præget i alufolie. Disse penge blev også brugt i Sønderjylland, da denne del af Jylland var en del af Tyskland frem til genforeningen i 1920. 
Et andet eksempel finder man i Norge i starten af 1700-tallet. Her lod man et stort parti af nødmønter præge i kobber. Mønterne vejede mellem 4-8 gram og havde en daler som pålydende værdi. Når man taler om nødmønter som værende kreditmønter, så betyder det, at disse mønter ingen reel værdi havde. Deres pålydende værdi oversteg metalværdien, hvorfor tanken var, at de en dag skulle indløses af staten. Da der var flest nødmønter i omløb i Norge, vurderede man, at der var hele 25 millioner i cirkulation samtidig.
Danske nødmønter
Den 5. januar 1813 gik den danske stat bankerot. I et forsøg på at finansiere krigen mod England (1807-1814) havde den danske Nationalbank ladet et uhæmmet stort antal pengesedler trykke, hvorfor stor inflation var en realitet og bankerot uundgåeligt. Ingen havde tillid til statens betalingsevne og prisen på mønter lå pludselig langt under deres reelle metalværdi. Dette resulterede i, at man oplevede stor mangel på såkaldte skillemønter, også kaldet småmønter. I takt med at befolkningens nød steg, faldt tiltroen til statens kurantdalersedler. Forud for den danske stats bankerot havde Frederik VI bedt finansminister Ernst Schimmelmann om at lave en lovændring, der kunne forhindre et statsbankerot. Forsøget mislykkedes dog, og den danske befolknings privatøkonomi kuldsejlede sammen med statens. Danskerne rettede deres vrede mod Ernst Schimmelmann, der blev tvunget til at forlade posten. For at lappe den danske økonomi begyndte kommunerne at producere nødmønter hvis eneste funktion var, at stille befolkningens behov for følelsen af betalingsmidler. For når det kom til, at rette op på den danske økonomi, gjorde nødpengene det kun værre.
Også under 2. Verdenskrig blev der i Danmark præget nødpenge. Denne gang i aluminium, der grundet metallets blødhed, ikke efterlader os med nogle velbevarede eksemplarer i dag. En anden form for nødmønter var de såkaldte ”frimærkepenge”, som blev til i 1941 under 2. Verdenskrig. Frimærkepengene var, som navnet indikerer, et frimærke. Typisk var det et 1 øres frimærke, der møjsommeligt var blevet pakket ind i cellofan for at forlænge levetiden. I september 1941 var der fremstillet og udgivet omkring 3 mio. af disse frimærkepenge og de fungerede som erstatning for skillemønter under krigen.