En magtkamp mellem England og Tyskland
Anden verdenskrig udspillede sig over store dele af verden. Populært sagt: på land, til vands og i luften. En af de mest dramatiske kampscener var Atlanterhavet. Når man taler om slaget om Atlanten, taler man bl.a. om de tyske ubåde der angreb de allieredes skibe på deres rejser over Atlanten. Mellem 1940 og 1945 blev en lang række kampe udkæmpet på havet. Stridighederne til havs handlede hovedsageligt om, at opnå herredømmet over sø-forbindelserne mellem USA og de allierede i Europa. For England handlede det primært om at bevare sine transportruter under den tyske besættelse. Slaget om Atlanten udviklede sig til en reel magtkamp mellem Tyskland og England. Hitlers mål var, at sulte og isolere Englænderne. Hans taktik var, at sænke de transportskibe, der var på vej til England. Dette gik selvfølgelig også ud over almindelige passagerskibe. Tysklands aggressive taktik resulterede i, at de hurtigt kontrollerede hele Atlanterhavskysten fra Nordnorge til Sydfrankrig. De tyske ubåde kunne gå til søs og uden varsel angribe alle skibe, de mistænkte for at være på de allieredes side. 
For at undgå de tyske angreb blev alle handelsskibe, der krydsede Atlanterhavet, samlet i konvojer, beskyttet af krigsskibe. For at snyde de tyske ubåde, sejlede konvojerne ofte i zigzag. Men ubådene formåede alligevel ofte at trænge ind blandt handelsskibene og torpedere dem. Den helt store opgave for de tyske ubåde var derfor at finde ud af hvornår og hvor konvojerne skulle passere.
Efter en større indsats lykkedes det tyskerne at knække den britiske flådes kodes, hvilket resulterede i, at Tyskland havde held med at sabotere de allieredes transport over havet. Dette førte til en del tyske succeser i foråret og sommeren 1940. Efter englænderne ændrede deres kode, blev tyskernes muligheder for at beregne færden over Atlanten igen begrænset, og de begyndte i stedet at fokusere på sporing af konvojerne langs den østamerikanske kyst og i det indre britiske farvand. Den opsporede data blev videresendt til de tyske administrationscentre, der igen videresendte data til ubåde i de relevante områder.
Guld- og sølvskatte på bunden af Atlanten
Sammenlagt fandt og torpederede de tyske ubåde omkring 3.000 skibe mellem 1940 og 1945. For hvert skib udfoldede der sig en dramatisk scene, hvor søfolk og kaptajner forgæves forsøgte at overleve i det iskolde vand mellem plamager af brændende olie. Foruden olie, gik skibene til bunds med meget andet end almindelig proviant. Guld, sølv, mønter og smykker sank til bunden sammen med skibsvraget og dets besætning. Derfor har Atlanterhavet igennem tiden været mål for mange skattejægere.
SS Gairsoppa var et engelsk dampskib, der i 1941 sluttede sig til en skibskonvoj for at sikre sin rejse fra Indien til England. Da SS Gairsoppas brændstof begyndte at løbe op, søgte dampskibet væk fra konvojen og mod Irland. Den 16. februar 1941 fik et tysk jagtfly øje på skibet, og blot 500 km. fra Irlands kyst, blev Gairsoppa torpederet og faldt til bunds, hele 4700 meter under havets overflade.
Om bord var en dyrebar last. Hele 200 tons rent sølv i form af sølvstænger. Dette gør fundene efter Gaisoppa til verde
nshistoriens største skat fundet på havets bund.
I 2011 satte et skattesøgende redningsfirma jagten ind på Gaisoppas enorme skat, og de formåede at finde og fragte en stor del af sølvet op på land. Dog mener man, at der stadig ligger en del rent sølv flere tusind meter under havets overflade.
For et par år siden kunne Mønthuset også tage del i skatten fra Gaisoppa, og smukke sølvplader med påskriften ”Gaisoppa” kunne efterfølgende videreføres til vores kunder.