Kong Christian VII

Historien om Christian VII’s liv og regeringstid er ganske tragisk. Hans mor, Dronning Louise, døde da Christian kun var to år gammel. Som barn var han nervøst anlagt, hvilket hans hovmester, Ditlev Reventlow, kun gjorde værre ved hjælp af spanskrør og verbale overfusninger i undervisningen.

Som bare 16-årig blev Christian VII udråbt som konge efter at hans far, Frederik V, døde i januar 1766. Hans rådgivere så ham som aldeles uegnet til sit nye hverv. Christian VII var fra fødslen arveligt disponeret for sindssyge og gennem puberteten udvikledes dette til kronisk skizofreni. For at berolige hans sind ar-
rangerede hans rådgivere, at han blev gift med den kun 15-årige prinsesse af England, Caroline Mathilde.

Efter en rundrejse i Europa i 1768 blev Christian VII’s rejselæge, Johan Friedrich Struensee, ansat ved hoffet. Struensee havde vundet kongens tillid på rejsen og han blev hurtigt den eneste, der kunne forelægge kongen dokumenter til underskrift. Det lykkedes Struensee at isolere Christian VII fra resten af hoffet og at udnytte sin position til at fremme egne politiske mål.

Struensee blev i 1772 anholdt og henrettet, da det blev kendt, at han havde haft en affære med Caroline Mathilde. Christian VII forblev dog isoleret og hans sindssyge forværredes, hvilket gjorde det nemt for hans stedmor og stedbror, Juliane Marie og Arveprins Frederik, at overtage Struensees rolle. Dette blev stoppet af Christian VII’s søn, Frederik VI, som i 1784 selv reelt overtog magten ved et kup. Christian VII var stadig konge frem til sin død i 1808, men det var reelt hans søn, som regerede landet.