Begrebet vikingetiden som en historisk periode blev i Danmark første gang anvendt i 1873, men er efterhånden blevet generelt accepteret både i Norden og i de lande, som vikingerne hærgede og slog sig ned i. En ”viking” var både betegnelsen for en søkriger og for det ”at drage i viking” altså at tage til søs ud på et plyndringstogt. Vikingetiden defineres derfor som den periode, i hvilken der hyppigt fandt vikingetogter sted fra Norden, hvilket i praksis vil sige fra ca. 800 til ca. 1050.
Knud den Store
Knud var søn af Svend Tveskæg. Han var først og fremmest konge af England, og han besøgte kun Danmark og Norge, når der var særlige problemer. Knud deltog aktivt i sin fars erobring af England i 1013, men efter faderens død året efter måtte han flygte til Danmark. Her lykkedes det for Knud sammen med sin bror kong Harald II at samle en hær og med den generobre England. De engelske stormænd valgte ham til konge, han giftede sig med forgængeren Æthelreds enke Emma af Normandiet og begyndte at udstede love og mønter i sit eget navn. 1018 døde kong Harald og Knud blev nu også konge over Danmark. Derimod varede det hele 10 år, før han fik magten over Norge ved at fordrive Olav den Hellige.
I 1027 foretog kong Knud en rejse til Rom for at deltage i kejser Konrads kroning og besøge de hellige steder. Der blev indgået en aftale med kejseren om grænsen mellem Danmark og Det tyske Rige ved Ejderen, der i princippet var gyldig lige til 1864. Knud blev modtaget i Rom som en af Europas mest betydningsfulde konger.
I Knuds regeringstid blev den engelske kultur meget synlig i Danmark. Der blev således slået mønt efter engelske modeller og af engelske møntmestre. Flere af de nye biskopper i Danmark var også englændere, selvom ærkebiskoppen af Bremen var stærkt imod. Også inden for kirkearkitekturen er der mange spor af engelsk indflydelse.
Knud den Store døde i 1035 ved Shaftesbury og hans lig blev ført til Winchester, hvor han blev begravet i den angelsaksiske domkirke kendt som The Old Minster (opført ca. 648). Navnet skyldes, at kong Edward den Ældre i 901 havde grundlagt og opført The New Minster lige nord for den gamle, og den blev gjort til gravkirke for denne konge og hans slægt.
På tilsvarende måde indrettedes i Old Minster en begravelsesplads for det engelsk-danske kongehus bestående af Knud den Store, hans søn Hardeknud, Knuds dronning Emma af Normandiet og flere andre fra kongefamilien. Derimod blev Edward Bekenderen (the Confessor), der var Hardeknuds halvbroder, og som besteg tronen i 1042, ved sin død i 1066 begravet i Westminster i London i den kirke, som han selv havde ladet opføre.
I 1093 blev der indviet en meget stor normannisk domkirke i Winchester og de mest betydelige grave blev overflyttet fra Old Minster, der blev nedrevet, til den nye domkirke. Her blev kong Knuds jordiske levninger på ny begravet på den mest hæderfulde plads i kirken foran højkoret ved siden af Sankt Swithuns helgenskrin. Formentlig blev hans lig bevaret i en blykiste, som havde en indskrift med hans navn. Blykisten forsvandt under hærgninger af kirken af Parlamentets tropper i 1642. Efter hans død faldt de enkelte dele af det store rige fra hinanden.
