Danmark Under Besættelsen 

Den 1. september 1939 angreb Hitlers Tyskland Polen. Den 3. september erklærede England og Frankrig Tyskland krig. Den 23. august havde Tyskland og Sovjetunionen indgået en ikke-angrebspagt og i en hemmelig tillægsaftale delt Polen imellem sig. Russerne angreb derfor også Polen, som snart måtte give op overfor den dobbelte overmagt.

Danmark havde ligeledes en ikke-angrebspagt med Tyskland, men ikke desto mindre angreb tyskerne Danmark den 9. april kl. 4 om morgenen med ca. 35.000 mand, 70 kampvogne og 240 fly, hvilket var langt mere end det samlede danske forsvar, som tilmed var blevet meget beskåret i 1930-erne. Dette var sket af økonomiske grunde, og fordi størstedelen af de danske politikere var overbevist om, at et dansk militært forsvar overfor et stormagtsangreb på forhånd var håbløst. Tyskerne angreb samtidigt Norge, som var hovedmålet for ”Operation Weserübung”.

Samtidig med angrebet præsenterede den tyske gesandt Renthe-Fink udenrigsminister P. Munk for en note, der krævede øjeblikkelig kapitulation af alle danske styrker, da København ellers ville blive bombarderet. Ved et hastigt indkaldt møde på Amalienborg med bl.a. Christian 10. og statsminister Stauning, foreslog den øverstkommanderende general Prior at fortsætte kampen. Kongen var tøvende og mente, at man skulle trække tiden ud, men under indtryk af mere end 30 tyske bombefly, der kredsede over byen, besluttede man kl. 6 at indstille al dansk modstand.